Tanker

3 uger med fart på.. ikke bare sådan lidt fart på, men fuld gas, og så lidt mere til. om jeg skal bagynde ved 1770 castaway hvor menuen stod på snorkling, sejlads, fiskning, gode fester og luftguitar battle. På Verdens største sand ø, Fraser Island, med sine utallige smukke naturelementer, ferskvandssøer og vanvittige fester om aftenen. Eller om jeg skal starte mit indlæg i Nimbin, hvor en pind ikke er noget man kaster til sin hund, en streg ikke er noget man tegner og svampe har en helt anden betydning, end hjemme i Danmark. Jeg tror at jeg vil beskrive det hele lidt overfladisk, og alt i alt kan det nok kortes ned til et enkelt ord. PAAARTYYYTIME! 3 uger af mit liv med druk stoffer og hor, som på mange måder vil definere min østkyst rejse med tyk streg under, og ikke mindst påvirke mig selv som person fremover. Jeg vil på så mange måder gerne fremhæve den enkelte begivenhed eller den enkelte person jeg kan sende en ekstra applaus til, men sandheden er nok nærmere at kombinationen af fantastiske mennesker fra hele verden og omgivelser i verdensklasse er et perfekt grundlag for oplevelser ud over det sædvanlige.

Selvom der har været ekstremt meget fart på den gule Van, har der stadig været plads til tankerne om derhjemme. En stor tanke skal der sendes hjem til familien, og selvom det snart er 3 måneder siden jeg har set dem, virker et gensyn utrolig langt væk, når man først ser dem engang i midten af juni. Jeg vil dog ikke hænge mig i ting derhjemme, da jeg frem for alt ser denne rejse som en del af min personlige udvikling, og ikke mindst som en løsrivelse fra de hjemlige normer på Østre strandvej 28. jeg bruger min tid hernede på at leve i nuet og gøre de ting der falder mig ind og danner mig, frem for at gøre hvad alle andre omkring mig forventer og siger. Til tider er det svært at finde sig selv i et kaos uden uddannelse næste år, uden den store vejledning og en pil der peger mere og mere imod et 2. sabbatår. Selvom jeg gerne vil prale med at være fyren der lever i nuet uden bekymringer, kan jeg dog heller ikke det. For mig har det været en kæmpe udfordring at slippe tøjlerne, og lade tingene gå sine egne veje. At miste kontrollen mere eller mindre fuldstændig, og lade tingene gå sin vej på en meget svag skabelon er nok hvad der har dannet mig mest, i min tid her i Australien. Selvom det har været en fantastisk oplevelse her på østkysten indtil videre og kontakten med Danmark har været minimal, popper stærke tanker om familien venner og et tidligere forhold ofte op indeni, så i skal ikke føle jer glemt. Det sidste skud går direkte ud til mine forældre. Har her på denne tur fundet ud af hvad det vil sige at stå på egne ben, og det er svært. Jeg indser nok først rigtig nu hvad det er i har gjort for mig de sidste 21 år, og den perfekte kombination af at feje vejen for mig og lade mig tage mine egne kampe har været præcis som den skulle være. Opbakningen, den økonomiske støtte og ikke mindst den ufortrødne kærlighed i selv de dummeste situationer har fra min side ikke været værdsat nok, slet ikke. det er svært at sætte de rigtige ord på følelser, men i skal vide at i begge to betyder mere for mig end jeg kan beskrive, her så langt hjemmefra. Et blogindlæg med 5-6 linjers kærlighedserklæring ved jeg selvfølgelig er en bitter tak for 21år, men som situationen ser ud heromme kan jeg ikke udtrykke det bedre.

Til slut vil jeg gerne ønske jer alle derhjemme alt vel! Håber i har det rigtig godt og passer på hinanden!

Tanker

3 uger med fart på.. ikke bare sådan lidt fart på, men fuld gas, og så lidt mere til. om jeg skal bagynde ved 1770 castaway hvor menuen stod på snorkling, sejlads, fiskning, gode fester og luftguitar battle. På Verdens største sand ø, Fraser Island, med sine utallige smukke naturelementer, ferskvandssøer og vanvittige fester om aftenen. Eller om jeg skal starte mit indlæg i Nimbin, hvor en pind ikke er noget man kaster til sin hund, en streg ikke er noget man tegner og svampe har en helt anden betydning, end hjemme i Danmark. Jeg tror at jeg vil beskrive det hele lidt overfladisk, og alt i alt kan det nok kortes ned til et enkelt ord. PAAARTYYYTIME! 3 uger af mit liv med druk stoffer og hor, som på mange måder vil definere min østkyst rejse med tyk streg under, og ikke mindst påvirke mig selv som person fremover. Jeg vil på så mange måder gerne fremhæve den enkelte begivenhed eller den enkelte person jeg kan sende en ekstra applaus til, men sandheden er nok nærmere at kombinationen af fantastiske mennesker fra hele verden og omgivelser i verdensklasse er et perfekt grundlag for oplevelser ud over det sædvanlige.

Selvom der har været ekstremt meget fart på den gule Van, har der stadig været plads til tankerne om derhjemme. En stor tanke skal der sendes hjem til familien, og selvom det snart er 3 måneder siden jeg har set dem, virker et gensyn utrolig langt væk, når man først ser dem engang i midten af juni. Jeg vil dog ikke hænge mig i ting derhjemme, da jeg frem for alt ser denne rejse som en del af min personlige udvikling, og ikke mindst som en løsrivelse fra de hjemlige normer på Østre strandvej 28. jeg bruger min tid hernede på at leve i nuet og gøre de ting der falder mig ind og danner mig, frem for at gøre hvad alle andre omkring mig forventer og siger. Til tider er det svært at finde sig selv i et kaos uden uddannelse næste år, uden den store vejledning og en pil der peger mere og mere imod et 2. sabbatår. Selvom jeg gerne vil prale med at være fyren der lever i nuet uden bekymringer, kan jeg dog heller ikke det. For mig har det været en kæmpe udfordring at slippe tøjlerne, og lade tingene gå sine egne veje. At miste kontrollen mere eller mindre fuldstændig, og lade tingene gå sin vej på en meget svag skabelon er nok hvad der har dannet mig mest, i min tid her i Australien. Selvom det har været en fantastisk oplevelse her på østkysten indtil videre og kontakten med Danmark har været minimal, popper stærke tanker om familien venner og et tidligere forhold ofte op indeni, så i skal ikke føle jer glemt. Det sidste skud går direkte ud til mine forældre. Har her på denne tur fundet ud af hvad det vil sige at stå på egne ben, og det er svært. Jeg indser nok først rigtig nu hvad det er i har gjort for mig de sidste 21 år, og den perfekte kombination af at feje vejen for mig og lade mig tage mine egne kampe har været præcis som den skulle være. Opbakningen, den økonomiske støtte og ikke mindst den ufortrødne kærlighed i selv de dummeste situationer har fra min side ikke været værdsat nok, slet ikke. det er svært at sætte de rigtige ord på følelser, men i skal vide at i begge to betyder mere for mig end jeg kan beskrive, her så langt hjemmefra. Et blogindlæg med 5-6 linjers kærlighedserklæring ved jeg selvfølgelig er en bitter tak for 21år, men som situationen ser ud heromme kan jeg ikke udtrykke det bedre.

Til slut vil jeg gerne ønske jer alle derhjemme alt vel! Håber i har det rigtig godt og passer på hinanden!