Both sides of NZ

En underlig følelse overvældede mig ved en gåtur i Christchurch i går. En stående ruin med tomme bygninger, afspærringer og en rungende stilhed mødte mig, i det der for få år siden var en helt normal storby. Et besøg der i en så høj grad står i skærende kontrast til det ellers idylliske billede jeg hidtil havde dannet af New Zealands mange fantastiske oplevelser. Selvom man i flere uger har været høj på Black Water Rafting, 134m bungyjump, canyonswing og diverse andre oplevelser der kan tilfredsstille den selv mest hungrende adrenalin junkie, blev jeg på få minutter mindet om bagsiden af medaljen. Den New zealandske natur er fantastisk smuk med Cape Rienga, Milford Sound og de hurtigt skiftende landskaber der ruller forbi som en film, når den grønne kiwi bus baner sig vej gennem landet. Men på få sekunder kan den selv samme natur ødelægge en by så meget, at det her fire år efter stadig kan gøre indtryk på en gennemsnitlig backpacker.

I form af at min rejse her i NZ om få dage er forbi, vil jeg tage besøget i Christchurch med mig i backpacken som en af de oplevelser, der gjorde størst indtryk på mig, og med en tanke om hvor skrøbelige vi egentlig er, i forhold til naturens kræfter. Ligeledes tager jeg de fantastisk mange og positive naturoplevelser med mig i backpacken, og med en imaginær snap af solnedgangen på stranden i Queenstown i hovedet, være det primære billede på min rejse rundt i New Zealand. Sidst men ikke mindst tager jeg de ny venskaber og bekendtskaber med videre som det absolutte højdepunkt på min rejse gennem NZ. Det ville tage mig resten af blogindlægget at fremhæve de fantastiske personer jeg har mødt på mit 5 uger lange eventyr i NZ, men det er uden tvivl dem der har givet turen de sidste procenter, og gjorde den intet mindre end uforglemmelig.

Med disse ting pakket godt ned i backpacken, føler jeg mig mere klar end nogensinde, til om 3 dage at boarde Fiji-Airways flyet med kurs imod Nadi, og Selvom naturen endnu engang viser sig fra sin bedste side, i form af cykloner på vej ind, tager jeg smilet på, og håber på at mit besøg på stillehavsøerne bliver bare nært så godt som det har været her i New Zealand.

Når jeg som nu sidder på et mørkt hostelværelse i Wellington, kan det være svært nøjagtigt at beskrive hvor fedt og oplevelsesrigt det egentlig har været her i landet hvor fugle ikke kan flyve, og man giver 4$ for en pakke dårlig ost. For at man helt kan forstå det, tor jeg selv at man skal have været her, og opleve den afslappede stemningen af imødekommende og positive folk, om det så er fra backpackere eller indfødte.

For at afrunde endnu et blogindlæg skal der sendes den naturlig hilsen ud til nogen derhjemme. I denne omgang bliver der sendt et skud ud til den yngste, men helt klart ikke mindste personlighed so far. Et kæmpe tillykke skal der lyde til min nevø Anton der for nogle dage siden kunne fejre 1års fødselsdag. Derudover håber jeg selvfølgelig i andre derhjemme nyder tilværelsen i samme stil som mig og har det godt.

Ses om 3,5 måneder J

Both sides of NZ

En underlig følelse overvældede mig ved en gåtur i Christchurch i går. En stående ruin med tomme bygninger, afspærringer og en rungende stilhed mødte mig, i det der for få år siden var en helt normal storby. Et besøg der i en så høj grad står i skærende kontrast til det ellers idylliske billede jeg hidtil havde dannet af New Zealands mange fantastiske oplevelser. Selvom man i flere uger har været høj på Black Water Rafting, 134m bungyjump, canyonswing og diverse andre oplevelser der kan tilfredsstille den selv mest hungrende adrenalin junkie, blev jeg på få minutter mindet om bagsiden af medaljen. Den New zealandske natur er fantastisk smuk med Cape Rienga, Milford Sound og de hurtigt skiftende landskaber der ruller forbi som en film, når den grønne kiwi bus baner sig vej gennem landet. Men på få sekunder kan den selv samme natur ødelægge en by så meget, at det her fire år efter stadig kan gøre indtryk på en gennemsnitlig backpacker.

I form af at min rejse her i NZ om få dage er forbi, vil jeg tage besøget i Christchurch med mig i backpacken som en af de oplevelser, der gjorde størst indtryk på mig, og med en tanke om hvor skrøbelige vi egentlig er, i forhold til naturens kræfter. Ligeledes tager jeg de fantastisk mange og positive naturoplevelser med mig i backpacken, og med en imaginær snap af solnedgangen på stranden i Queenstown i hovedet, være det primære billede på min rejse rundt i New Zealand. Sidst men ikke mindst tager jeg de ny venskaber og bekendtskaber med videre som det absolutte højdepunkt på min rejse gennem NZ. Det ville tage mig resten af blogindlægget at fremhæve de fantastiske personer jeg har mødt på mit 5 uger lange eventyr i NZ, men det er uden tvivl dem der har givet turen de sidste procenter, og gjorde den intet mindre end uforglemmelig.

Med disse ting pakket godt ned i backpacken, føler jeg mig mere klar end nogensinde, til om 3 dage at boarde Fiji-Airways flyet med kurs imod Nadi, og Selvom naturen endnu engang viser sig fra sin bedste side, i form af cykloner på vej ind, tager jeg smilet på, og håber på at mit besøg på stillehavsøerne bliver bare nært så godt som det har været her i New Zealand.

Når jeg som nu sidder på et mørkt hostelværelse i Wellington, kan det være svært nøjagtigt at beskrive hvor fedt og oplevelsesrigt det egentlig har været her i landet hvor fugle ikke kan flyve, og man giver 4$ for en pakke dårlig ost. For at man helt kan forstå det, tor jeg selv at man skal have været her, og opleve den afslappede stemningen af imødekommende og positive folk, om det så er fra backpackere eller indfødte.

For at afrunde endnu et blogindlæg skal der sendes den naturlig hilsen ud til nogen derhjemme. I denne omgang bliver der sendt et skud ud til den yngste, men helt klart ikke mindste personlighed so far. Et kæmpe tillykke skal der lyde til min nevø Anton der for nogle dage siden kunne fejre 1års fødselsdag. Derudover håber jeg selvfølgelig i andre derhjemme nyder tilværelsen i samme stil som mig og har det godt.

Ses om 3,5 måneder J