Privilegeret!

3 uger er gået siden sidste indlæg, 3 uger der kan skrives lange romaner om, som ingen gider læse. En beretning om en gennemsnitlig 20 årig dreng på den anden side af jorden, har aldrig slået igennem som et litterært mesterværk, ej heller en bestseller, af de helt store. forfatteren bag dette indlæg korter romanerne ned til et minimum på omkring 600 ord, tilføjer lidt personlighed og provokation til et ellers blankt dokument, og udgiver det.

I de seneste 3 uger har adrenalinen pumpede hele vejen fra en grotte 60 meter under jorden, til at toppe ved at blive skubbet ud af et fly 5km over havets overflade. Idyllen har i mellemtiden vist sin charme i de smukkeste landskaber der kæmper for turisternes beundring, og ikke mindst i det fantastiske Hobbiton der bringer filmscener frem i hovedet på stribe. For at smide et kirsebær på toppen nævnes en kulturel rejse ind i maori folkets fantastiske livsstil, hvor jeg som høvding for omkring 60 personer repræsenterede min gruppe med sang og the Hakka. Småting som dykning på skibsvrag og bjergbestigning i dansk vejr kan smides oveni historien, hvis det korte uddrag en dag skal omskrives til en roman.

Knap er den ene fantastiske oplevelse tænkt igennem, før en vildere, større og mere spektakulær oplevelse viser sig fra sin smukkeste side, og sådan bliver det ved. Når man i en sjælden stund ikke er omgivet af de fantastiske mennesker man rejser med, og tankerne kan samle sig, kan man ikke andet end at føle en glæde sprede sig i kroppen, og værdsætte det kæmpe privilegium det er, at ens største bekymringer er hvad man skal ave til aftensmad og at internettet er langsomt. Mens bekymringerne er lagt til side, og man kan gøre præcis hvad man vil, ledes tankerne videre på et kommende afrikansk Eventyr. Som rejsen skrider fem og oplevelserne bliver flere og flere, viser tanken om frivilligt arbejde i Afrika sig oftere og oftere. Jeg er sikker på at en oplevelse ind i den afrikanske dagligdag på mange måder bliver et kulturchok, man ikke kan forberede sig på. Hvor jeg imidlertid skriver blogindlæg om oplevelser til tusindvis af kroner, er der folk og børn få timers flyvetur væk, der kæmper for mad på bordet. Jeg håber og tror på, at en hjælpende hånd kan gøre en forskel, om end den er meget lille, og at denne en oplevelse kan være en øjenåbner får en forkælet knægt som mig, der er vant til egoistisk gode vestlige standarder.

Inden turen går så langt, skal de næste par uger i NZ gå med 134m bungy jump, 300m canyon swing og delfinsvømning i de smukkeste omgivelser man kan forstille sig. Inden kursen sættes mod Tanzania, skal livet nydes på Fiji, hvor afslapning, kolde drinks og dykning i topklasse endnu engang understreger hvor heldig jeg på så mange måder er.

Jeg har det på mange måder rigtig godt, og indfinder mig perfekt i den livsstil det er, at leve sit liv i en rygsæk, uden en fast base at vende hjem til hver dag. Jeg håber at i på den anden side af jorden har det rigtig godt, og passer på hinanden. Inden jeg denne gang slutter mit indlæg, går der et skud ud til Jungs, Lasse og Lasse, der på nuværende tidspunkt er de største mangler, i en hverdag der er svær at klage over. Selvom kammeraterne hernede er rigtig gode, savnes de bedste alligevel ofte, og en dansk sjofel vittighed slår bare ikke igennem på samme måde.

Hav det godt indtil vi ses!

Privilegeret!

3 uger er gået siden sidste indlæg, 3 uger der kan skrives lange romaner om, som ingen gider læse. En beretning om en gennemsnitlig 20 årig dreng på den anden side af jorden, har aldrig slået igennem som et litterært mesterværk, ej heller en bestseller, af de helt store. forfatteren bag dette indlæg korter romanerne ned til et minimum på omkring 600 ord, tilføjer lidt personlighed og provokation til et ellers blankt dokument, og udgiver det.

I de seneste 3 uger har adrenalinen pumpede hele vejen fra en grotte 60 meter under jorden, til at toppe ved at blive skubbet ud af et fly 5km over havets overflade. Idyllen har i mellemtiden vist sin charme i de smukkeste landskaber der kæmper for turisternes beundring, og ikke mindst i det fantastiske Hobbiton der bringer filmscener frem i hovedet på stribe. For at smide et kirsebær på toppen nævnes en kulturel rejse ind i maori folkets fantastiske livsstil, hvor jeg som høvding for omkring 60 personer repræsenterede min gruppe med sang og the Hakka. Småting som dykning på skibsvrag og bjergbestigning i dansk vejr kan smides oveni historien, hvis det korte uddrag en dag skal omskrives til en roman.

Knap er den ene fantastiske oplevelse tænkt igennem, før en vildere, større og mere spektakulær oplevelse viser sig fra sin smukkeste side, og sådan bliver det ved. Når man i en sjælden stund ikke er omgivet af de fantastiske mennesker man rejser med, og tankerne kan samle sig, kan man ikke andet end at føle en glæde sprede sig i kroppen, og værdsætte det kæmpe privilegium det er, at ens største bekymringer er hvad man skal ave til aftensmad og at internettet er langsomt. Mens bekymringerne er lagt til side, og man kan gøre præcis hvad man vil, ledes tankerne videre på et kommende afrikansk Eventyr. Som rejsen skrider fem og oplevelserne bliver flere og flere, viser tanken om frivilligt arbejde i Afrika sig oftere og oftere. Jeg er sikker på at en oplevelse ind i den afrikanske dagligdag på mange måder bliver et kulturchok, man ikke kan forberede sig på. Hvor jeg imidlertid skriver blogindlæg om oplevelser til tusindvis af kroner, er der folk og børn få timers flyvetur væk, der kæmper for mad på bordet. Jeg håber og tror på, at en hjælpende hånd kan gøre en forskel, om end den er meget lille, og at denne en oplevelse kan være en øjenåbner får en forkælet knægt som mig, der er vant til egoistisk gode vestlige standarder.

Inden turen går så langt, skal de næste par uger i NZ gå med 134m bungy jump, 300m canyon swing og delfinsvømning i de smukkeste omgivelser man kan forstille sig. Inden kursen sættes mod Tanzania, skal livet nydes på Fiji, hvor afslapning, kolde drinks og dykning i topklasse endnu engang understreger hvor heldig jeg på så mange måder er.

Jeg har det på mange måder rigtig godt, og indfinder mig perfekt i den livsstil det er, at leve sit liv i en rygsæk, uden en fast base at vende hjem til hver dag. Jeg håber at i på den anden side af jorden har det rigtig godt, og passer på hinanden. Inden jeg denne gang slutter mit indlæg, går der et skud ud til Jungs, Lasse og Lasse, der på nuværende tidspunkt er de største mangler, i en hverdag der er svær at klage over. Selvom kammeraterne hernede er rigtig gode, savnes de bedste alligevel ofte, og en dansk sjofel vittighed slår bare ikke igennem på samme måde.

Hav det godt indtil vi ses!