Afrikas land!

Mange dage er gået siden sidste indlæg, og utallige oplevelser rigere er jeg blevet. Turen er i løbet af de sidste par uger gået fra de fantastiske strande på Fiji, med dykning i verdensklasse, til det pulserende hjerte af Hong Kong city og videre til Tanzania, hvor et helt nyt kapitel af min rejse er startet. Selvom livet i en backpack har passet mig forrygende, er lettelsen ved at pakke sin taske helt ud, og kunne sove i den samme seng mere end 2 nætter i streg fantastisk. At være på farten er fedt, men det er om noget, endnu federe når farten bliver sat en smugle ned, og en hverdag begynder.

Efter fantastisk vellykkede besøg på Fiji og i Hong Kong, landede jeg for snart halvanden uge siden i Kilimanjaro international airport. Efter knap 24 timers transport, og en bagage der ikke var noget frem, begyndte mit ophold i Tanzania mildt sagt op af bakke, tingene faldt dog hurtigt på plads her i Afrikas land, og indenfor få dage var både projekt planlagt, og tasken nået frem. Selvom jeg efter lang tids rejsen følte mig godt klædt på, er det alligevel umuligt at sammenligne det med noget andet, når man står som hvid europæer i midten af Moshi town. I mandags startede jeg på mit frivillige arbejde, og efter 30min gang og 30 min i en overfyldt minibus kunne jeg finde mig selv i noget man knap kan kalde en by. Huse bygget af hvad man nu kunne finde, og et par geder der rendte rundt omkring var det første det mødte en, da man hoppede af minibussen. Få minutter efter når man gik ind på skolen, blev det store smil dog fundet frem, da når man bliver mødt af børnene der kommer stormene ud til en og byder velkommen. Stjernestatus vil være en underdrivelse hvis det ikke var pga. begrænsningen af 10 fingre, ville man holde mange flere i hånden når man gik ind i klassen.

Nedslidte faciliteter, en tavle der halvt falder ned fra væggen og 40 børn i et lokale beregnet til 20 er standarden på skolen med knap 100 elever. trods dårligt læringsmiljø er det utroligt lærerigt for såvel børnene som mig, at være en del af. at man virkelig kan gøre en forskel pleaser mit ego helt vildt, og uden at virke arrogant, er tiden med frivillig arbejde valgt i ligeså høj grad for mig selv, som for børnene jeg underviser. Når skolen slutter ved middagstid, hjælper jeg til på børnehjemmet lige ved siden af med servering af middagsmad. det første der mødte mig på børnehjemmet var en flok drenge, som spillede fodbold. Sko er der ikke noget af og bolden var skiftet ud med aviser der var bundet sammen med snor. Også på børnehjemmet blev jeg hurtigt accepteret, da jeg dagen efter medbragte en splinter ny fodbold, som de formegentlig aldrig har prøvet at sparke til før.

Når nu vi er ved det fantastiske spil som spilles med fødderne, fik et par gutter fra det andet projekt arrangeret en fodboldkamp imod de lokale gutter.En fredag eftermiddag i bagende sol blev bolden givet op til en kamp, 11 mod 11, på en bane uden for meget græs og uden linjer, og selvom scenariet lyder utroligt, kandidere banen til en af de bedste i mange kilometers omkreds. Godt en time senere, kunne vi efter en sejr på 4-2 og 3 kasser fra chefen se tilbage på en fantastisk kamp, på tværs af sprog og kulturer. En ny tradition er dermed blevet sat i gang, og hver fredag eftermiddag fra nu af, står den på fodboldkamp imod de lokale gutter.

Det går som sagt rigtig godt her i Afrika, men glæder mig mere og mere til at se noget familie og Lasse, når de kommer herned i juni. Jeg nyder at undervise børnene, og ser frem til 2 måneders frivilligt arbejde endnu. Håber i har det godt, i DK imens oplevelserne står i kø hernede. Vi ses til Juli Danmark!

Afrikas land!

Mange dage er gået siden sidste indlæg, og utallige oplevelser rigere er jeg blevet. Turen er i løbet af de sidste par uger gået fra de fantastiske strande på Fiji, med dykning i verdensklasse, til det pulserende hjerte af Hong Kong city og videre til Tanzania, hvor et helt nyt kapitel af min rejse er startet. Selvom livet i en backpack har passet mig forrygende, er lettelsen ved at pakke sin taske helt ud, og kunne sove i den samme seng mere end 2 nætter i streg fantastisk. At være på farten er fedt, men det er om noget, endnu federe når farten bliver sat en smugle ned, og en hverdag begynder.

Efter fantastisk vellykkede besøg på Fiji og i Hong Kong, landede jeg for snart halvanden uge siden i Kilimanjaro international airport. Efter knap 24 timers transport, og en bagage der ikke var noget frem, begyndte mit ophold i Tanzania mildt sagt op af bakke, tingene faldt dog hurtigt på plads her i Afrikas land, og indenfor få dage var både projekt planlagt, og tasken nået frem. Selvom jeg efter lang tids rejsen følte mig godt klædt på, er det alligevel umuligt at sammenligne det med noget andet, når man står som hvid europæer i midten af Moshi town. I mandags startede jeg på mit frivillige arbejde, og efter 30min gang og 30 min i en overfyldt minibus kunne jeg finde mig selv i noget man knap kan kalde en by. Huse bygget af hvad man nu kunne finde, og et par geder der rendte rundt omkring var det første det mødte en, da man hoppede af minibussen. Få minutter efter når man gik ind på skolen, blev det store smil dog fundet frem, da når man bliver mødt af børnene der kommer stormene ud til en og byder velkommen. Stjernestatus vil være en underdrivelse hvis det ikke var pga. begrænsningen af 10 fingre, ville man holde mange flere i hånden når man gik ind i klassen.

Nedslidte faciliteter, en tavle der halvt falder ned fra væggen og 40 børn i et lokale beregnet til 20 er standarden på skolen med knap 100 elever. trods dårligt læringsmiljø er det utroligt lærerigt for såvel børnene som mig, at være en del af. at man virkelig kan gøre en forskel pleaser mit ego helt vildt, og uden at virke arrogant, er tiden med frivillig arbejde valgt i ligeså høj grad for mig selv, som for børnene jeg underviser. Når skolen slutter ved middagstid, hjælper jeg til på børnehjemmet lige ved siden af med servering af middagsmad. det første der mødte mig på børnehjemmet var en flok drenge, som spillede fodbold. Sko er der ikke noget af og bolden var skiftet ud med aviser der var bundet sammen med snor. Også på børnehjemmet blev jeg hurtigt accepteret, da jeg dagen efter medbragte en splinter ny fodbold, som de formegentlig aldrig har prøvet at sparke til før.

Når nu vi er ved det fantastiske spil som spilles med fødderne, fik et par gutter fra det andet projekt arrangeret en fodboldkamp imod de lokale gutter.En fredag eftermiddag i bagende sol blev bolden givet op til en kamp, 11 mod 11, på en bane uden for meget græs og uden linjer, og selvom scenariet lyder utroligt, kandidere banen til en af de bedste i mange kilometers omkreds. Godt en time senere, kunne vi efter en sejr på 4-2 og 3 kasser fra chefen se tilbage på en fantastisk kamp, på tværs af sprog og kulturer. En ny tradition er dermed blevet sat i gang, og hver fredag eftermiddag fra nu af, står den på fodboldkamp imod de lokale gutter.

Det går som sagt rigtig godt her i Afrika, men glæder mig mere og mere til at se noget familie og Lasse, når de kommer herned i juni. Jeg nyder at undervise børnene, og ser frem til 2 måneders frivilligt arbejde endnu. Håber i har det godt, i DK imens oplevelserne står i kø hernede. Vi ses til Juli Danmark!