Blandede følelser.

Mange har efterhånden efterspurgt et sidste, og afsluttende indlæg på min blog. Som tiden er gået er der skrevet rigtig mangle kladder som virtuelt er blevet krøllet sammen og kastet i papirskureven, og jeg falder gang på gang tilbage på det udkast jeg skrev i flyet på vej til København.

Blandede følelser. En glæde der langsomt vokser i takt med at flyet nærmer sig Copenhagen airport. 4 timer og 10 minutter står der på skærmen, hvilket vil sige at den gamle derhjemme nok er ved at starte op i den gule bus, for at sætte kurs mod netop samme sted. ”glæder du dig ikke?” spørger de fleste, hvorpå man trækker lidt på skulderen, nikker nænsomt og ofte svarer ”det gør jeg vel”. For inderst inde gør jeg egentlig ikke. Om jeg savner at hænge ud med de bedste gutter nogensinde? Ja for fanden! Om jeg savner min søster, far, nevø og resten af familien jeg ikke har set i en evighed? Gu fanden gør jeg det! Om jeg savner Esbjerg, Tjæreborg, det danske vejr, folk der fortæller mig hvad der er rigtig og forkert, bekymringer om alt og ingenting, sure mennesker, og folk der kun har nok i sig selv og deres eget lille lorteliv de ikke lukker andre ind i? nej det savner jeg sku egentlig ikke! Negativiteten har ingen grænser når den først får frit løb, og når jeg står i Danmark igen er jeg sikker på at jeg ironisk nok tager smilet på igen, og gør det bedste ud at tingene. For når man endelig er færdig kaste svinere tilfældigt ud i samfundet, må man vel også kigge den anden vej, og nej, jeg var ikke en skid bedre selv.  Inden jeg tog ud at rejse håbede jeg lige såvel som alle andre at ham den fremmede i bussen satte sig på sædet foran eller bagved frem for netop det lige ved siden af mig, og når skaden endelig var sket, tog man hånden om sin telefon i lommen, og kiggede ud af vinduet på andre folk, man heller ikke havde lyst til at møde. Netop den holdning med at leve sit som det er netop nu, for det går vel meget fint, bliver venligt, men meget bestemt bragt til skamme, når folk på tværs af grænser, religion, hudfarve, alder, køn og politiske samt seksuelle overbevisninger tager ud i verden, netop for at opleve denne sammen!

En kæmpe stor tak skal der gå ud til netop de mennesker jeg har mødt på vejen, de mennesker jeg har snakket med, rejst med, drukket med, danset med, sejlet med, hoppet ud fra høje ting med, klatret op på høje ting med og ikke mindst set på fede ting sammen. Det er præcis dem der har gjort oplevelserne til det de er, og har sørget for at de aldrig vil blive glemt. Lige så er det dem som får mig til at svare ”man rejser aldrig alene” når folk spørger mig om det ikke er kedeligt at rejse selv, eller om det ikke er ensomt. Når jeg tænker på menneskerne og oplevelserne, vil jeg bare tilbage, for om det er de fede personer jeg mødte i Australien og NZ, eller om det er på mine børn på børnehjemmet bringer det både smil og savn frem, hvilket vel er den helt rigtige reaktion på noget der betegnes som et godt minde.

Selvom det hele har været fest of farver,  er det måske største indtryk jeg har fået undervejs min tid i Afrika. En blanding af at please mit ego helt vildt, og væmmes i forargelse over min egoisme der stadig er uændret er overvædende, når man har set børn der kun lige får nok mad, og hverken har råd til tøj sko eller jordomrejse. En følelse der blot blev yderligere forstærket af at checke ind på 5 stjerners luksus, hvor prisen på e hovedret kunne sende et barn i skole i et år. Jeg søger ofte at retfærdiggøre det gennem mit frivillige arbejde, blot for egentlig igen at bekræfte hvor egoistisk jeg selv er, næste gang jeg knap nok kan gå fra en buffet af ren mæthed. Om mine oplevelser i fremtiden vil lave om på mine valg kan jeg ikke svare på, men på det personlige plan har det givet mig en langt større taknemmelighed over for de muligheder jeg har, og det er unægtelig et skridt på vejen.

Jeg vil lige som i sidste indlæg opfordre alle der overvejer, det bare en lille smugle, til at rejse ud i verden, om det er frivilligt arbejde, work&travel, bare oplevelser eller noget helt 4, så bare tag af sted! Og hvis man har mod på det, vil jeg endda opfordre til at gøre det alene. hvis nogen er i tvivl om hvordan jeg har gjort, eller gerne bare vil høre om mine erfaringer og oplevelser, vil jeg med glæde dele ud af hvad jeg ved over en grøn sodavand eller et stykke citronmåne.

Da dette er mit sidste indlæg i denne omgang, vil jeg gerne høre om hvad jeg har gjort godt og dårligt (udover langsom opdatering) på min blog. Jeg har netop valgt at skrive denne blog undervejs, dels for at have et sted at komme ud med tanker og følelser, og dels for at skabe provokation ved at røre nogle emner, som på flere måder er socialt uaccepteret, og splitter vandende. Jeg synes selv at det har lykkedes godt, og har været glad for at have et sted at skrive lidt, præcis når jeg har haft lyst til det.

Blandede følelser.

Mange har efterhånden efterspurgt et sidste, og afsluttende indlæg på min blog. Som tiden er gået er der skrevet rigtig mangle kladder som virtuelt er blevet krøllet sammen og kastet i papirskureven, og jeg falder gang på gang tilbage på det udkast jeg skrev i flyet på vej til København.

Blandede følelser. En glæde der langsomt vokser i takt med at flyet nærmer sig Copenhagen airport. 4 timer og 10 minutter står der på skærmen, hvilket vil sige at den gamle derhjemme nok er ved at starte op i den gule bus, for at sætte kurs mod netop samme sted. ”glæder du dig ikke?” spørger de fleste, hvorpå man trækker lidt på skulderen, nikker nænsomt og ofte svarer ”det gør jeg vel”. For inderst inde gør jeg egentlig ikke. Om jeg savner at hænge ud med de bedste gutter nogensinde? Ja for fanden! Om jeg savner min søster, far, nevø og resten af familien jeg ikke har set i en evighed? Gu fanden gør jeg det! Om jeg savner Esbjerg, Tjæreborg, det danske vejr, folk der fortæller mig hvad der er rigtig og forkert, bekymringer om alt og ingenting, sure mennesker, og folk der kun har nok i sig selv og deres eget lille lorteliv de ikke lukker andre ind i? nej det savner jeg sku egentlig ikke! Negativiteten har ingen grænser når den først får frit løb, og når jeg står i Danmark igen er jeg sikker på at jeg ironisk nok tager smilet på igen, og gør det bedste ud at tingene. For når man endelig er færdig kaste svinere tilfældigt ud i samfundet, må man vel også kigge den anden vej, og nej, jeg var ikke en skid bedre selv.  Inden jeg tog ud at rejse håbede jeg lige såvel som alle andre at ham den fremmede i bussen satte sig på sædet foran eller bagved frem for netop det lige ved siden af mig, og når skaden endelig var sket, tog man hånden om sin telefon i lommen, og kiggede ud af vinduet på andre folk, man heller ikke havde lyst til at møde. Netop den holdning med at leve sit som det er netop nu, for det går vel meget fint, bliver venligt, men meget bestemt bragt til skamme, når folk på tværs af grænser, religion, hudfarve, alder, køn og politiske samt seksuelle overbevisninger tager ud i verden, netop for at opleve denne sammen!

En kæmpe stor tak skal der gå ud til netop de mennesker jeg har mødt på vejen, de mennesker jeg har snakket med, rejst med, drukket med, danset med, sejlet med, hoppet ud fra høje ting med, klatret op på høje ting med og ikke mindst set på fede ting sammen. Det er præcis dem der har gjort oplevelserne til det de er, og har sørget for at de aldrig vil blive glemt. Lige så er det dem som får mig til at svare ”man rejser aldrig alene” når folk spørger mig om det ikke er kedeligt at rejse selv, eller om det ikke er ensomt. Når jeg tænker på menneskerne og oplevelserne, vil jeg bare tilbage, for om det er de fede personer jeg mødte i Australien og NZ, eller om det er på mine børn på børnehjemmet bringer det både smil og savn frem, hvilket vel er den helt rigtige reaktion på noget der betegnes som et godt minde.

Selvom det hele har været fest of farver,  er det måske største indtryk jeg har fået undervejs min tid i Afrika. En blanding af at please mit ego helt vildt, og væmmes i forargelse over min egoisme der stadig er uændret er overvædende, når man har set børn der kun lige får nok mad, og hverken har råd til tøj sko eller jordomrejse. En følelse der blot blev yderligere forstærket af at checke ind på 5 stjerners luksus, hvor prisen på e hovedret kunne sende et barn i skole i et år. Jeg søger ofte at retfærdiggøre det gennem mit frivillige arbejde, blot for egentlig igen at bekræfte hvor egoistisk jeg selv er, næste gang jeg knap nok kan gå fra en buffet af ren mæthed. Om mine oplevelser i fremtiden vil lave om på mine valg kan jeg ikke svare på, men på det personlige plan har det givet mig en langt større taknemmelighed over for de muligheder jeg har, og det er unægtelig et skridt på vejen.

Jeg vil lige som i sidste indlæg opfordre alle der overvejer, det bare en lille smugle, til at rejse ud i verden, om det er frivilligt arbejde, work&travel, bare oplevelser eller noget helt 4, så bare tag af sted! Og hvis man har mod på det, vil jeg endda opfordre til at gøre det alene. hvis nogen er i tvivl om hvordan jeg har gjort, eller gerne bare vil høre om mine erfaringer og oplevelser, vil jeg med glæde dele ud af hvad jeg ved over en grøn sodavand eller et stykke citronmåne.

Da dette er mit sidste indlæg i denne omgang, vil jeg gerne høre om hvad jeg har gjort godt og dårligt (udover langsom opdatering) på min blog. Jeg har netop valgt at skrive denne blog undervejs, dels for at have et sted at komme ud med tanker og følelser, og dels for at skabe provokation ved at røre nogle emner, som på flere måder er socialt uaccepteret, og splitter vandende. Jeg synes selv at det har lykkedes godt, og har været glad for at have et sted at skrive lidt, præcis når jeg har haft lyst til det.